Høring af forslag om sammenlægning af værestederne Perron 4 og Slotsgården

Randers Kommune sender hermed forslag om sammenlægning af værestederne Perron 4 og Slotsgården i høring frem til 15. august.

Social
Type

Forslag

Område

8900 Randers C

Høringsfrist
Offentliggjort
Type

Forslag

Område

8900 Randers C

Høringsfrist

15. august 2024

Offentliggjort

18. juni 2024

Socialudvalget blev på udvalgsmødet den 9. november 2024 orienteret om udfordringerne med de fysiske rammer på værestedet Perron 4. Socialudvalget bad forvaltningen undersøge mulighederne for en løsning af de beskrevne problematikker. Forvaltningen har efterfølgende haft en dialog med Kirkens Korshær, der driver værestedet Slotsgården i Randers om de faglige og økonomiske perspektiver i at sammenlægge de to væresteder på Slotsgården. På baggrund heraf foreslås det, at Perron 4 flyttes til Slotsgården pr. 1. oktober 2024, og at Perron 4 samtidig virksomhedsoverdrages til Kirkens Korshær. Virksomhedsoverdragelsen af Perron 4 vil finde sted med den nødvendige inddragelse og varsling af de berørte medarbejdere.

Byrådet har på møde den 17. juni 2024 (sag nr. 240) besluttet at sende forslaget i høring. Forslaget er sendt i høring ved Udsatterådet, relevante MED-udvalg og i offentlig høring via høringsportalen. Høringsbesvarelserne behandles politisk på socialudvalgsmødet den 4. september 2024, økonomiudvalget den 16. september 2024 og på byrådsmødet den 23. september 2024.

Se uddybende notat om sammenlægningen af Perron 4 og Slotsgården.

Høringssvar

Ejerlaget slotsgaarden
for 3 måneder siden

Sammenlægning af perron 4 og varmestuen slotsgaargen

Indsendt af ejerlaget slotsgaarden.

Blanketnummer 76913
Sparekassen Danmark
for 3 måneder siden

Høringssvar

Svar på høring om sammenlægning af værestederne Perron 4 og Slotsgården.


Som nabo til Slotsgården vil vi gerne give vores indspark til debatten.

Vi synes, at sammenlægningen af Perron 4 og Slotsgården overordnet vil være en god ide, da der helt sikkert vil være nogle synergier ved sammenlægningen.

I vores optik er der dog nogle aspekter, som man overser i debatten om placeringen i Slotsgården.

Vi har i den tid, hvor der har været værested på Slotsgården – hvor vi har parkeringsplads for både biler og cykler – oplevet, at brugerne af værestedet bruger parkeringspladsen som toilet. Vi kan godt frygte, at dette tager til.

Der har efter vores opfattelse også været handel med stoffer på parkeringspladsen.

Vi kan godt frygte, at flere brugere af værestedet vil medføre øget trafik på vores parkeringsplads og dermed gener og ubehag for vores kunder og medarbejdere.

Vi ønsker naturligvis, at vores kunder og medarbejdere trygt skal kunne komme og gå.


Blanketnummer 76821
Michael Gerlak
for 3 måneder siden

Høringssvar på vegne af brugerne ved Slotsgården

Brugerne på Slotsgården er imod en sammenlægning.

Slotsgårdens brugere versus Perron 4s brugere er to forskellige målgrupper med forskellige problematikker. Slotsgården henvender sig til de mere rolige, sensitive og med psykiske udfordringer, hvor man ser en 'hårdere' målgruppe på Perron 4.Et citat fra en bruger af Slotsgården lyder således: "Jeg er selv ramt af angst og depressioner og har fundet en plads i Slotsgården, hvor det har givet en ro, et sted hvor man kan slappe af, et sted hvor der ikke er fulde mennesker der renderrundt, og er påvirket. Så jeg vil være en af dem der finder andre steder at finde ro og min middagsmad."


Slotsgården vil miste mange af deres nuværende borgere, som gør brug af værestedet og deres aktiviteter hvis sammenlægningen bliver en realitet. Brugerne af Slotsgården vil miste deres trygge base og det vil skabe utryghed og angstpå stedet og i området. Der er desuden mange ældre medborgere som kommer i varmestuen og får deres middagsmad og er sociale med andre ligesindende. De vil også forlade skuden og miste deres sociale netværk.


Citat fra bruger af Slotsgården: "Der er minimale problematikker på Slotsgården og ved sammenlægning vil der komme et øget konfliktniveau samt mersalg af stoffer."


De to målgrupper harmonerer ikke med hinanden samlet ét sted. Det er også med tanke bag de omkringliggende naboer, som Slotsgården har et godt samarbejde med og ikke ønsker ændres.


Som andre høringssvar indikerer, er der også utryghed ved sammenlægning fra naboer og institutioner omkringliggende, dette bør respekteres.


Med Venlig Hilsen

På vegne af brugerne af Slotsgården,

Repræsentant i Udsatterådet,

Michael Gerlak 

 

Blanketnummer 76812
Ombyg Ejendom ApS
for 3 måneder siden

Høringssvar vedrørende mulig sammenlægning så Perron 4 flytter til Slotsgår

Høringssvar vedrørende mulig sammenlægning så Perron 4 flytter til Slotsgården.


Det undrer os at vi får at vide fra naboer at vi skal være opmærksomme på ovenstående, idet vi intet har hørt fra Randers Kommune i.f.t. at der er lavet en nabohøring.


Bekymring for sammenlægning af Værested og Perron 4. Øget utryghed for beboere.

Som udlejer af boliger og erhverv på Østervold 27, hvor bagindgangen er via Slotsgården, vil jeg gerne udtrykke min store bekymring for en sammenlægning, hvor Perron 4 flytter til Slotsgården. Med det værested, der er der i dag, er der kun enkelte gener. En sammenlægning føler vi vil skabe utryghed.

Primært har vores lejere udtrykt bekymring, når deres børn skal til og fra skole, da det jævnligt falder sammen med åbning og lukketid for det eksisterende værested. Derudover er der støjgener, men i og med at der er begrænsede åbningstider, er dette inden for det acceptable, vores lejlighed er udformet så der ikke er indblik gener.

Med markant udvidede åbningstider herunder også i weekenden og langt flere brugere, og endnu flere med misbrugsproblemer, kan vi ikke se, at det kan blive et acceptabelt område for vores beboere, som i dag kan benytte Slotsgården som udeareal med den tryghed, man bør kunne forvente ved at bosætte sig i Slotsgården. Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette vil betyde ledige lejligheder og gener for både os som udlejere og ikke mindst for vores lejere, som ikke vil kunne færdes trygt, når de skal ind og ud af deres bolig.

Der vil være en forøget trafik i gården, hvilket vi tænker vil medføre, at der bliver stillet større krav til gårdpasning- og vedligeholdelse i ejerlauget. Det vil ikke være rimeligt at en evt. merudgift pålægges ejerne i ejerlauget.



De bedste hilsner

Ombyg Ejendom ApS


Michael Christensen


Blanketnummer 76786
Udsatterådet i Randers Kommune
for 3 måneder siden

Udsatterådets høringssvar vedr. sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården

Udsatterådets høringssvar vedr. Sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården

Blanketnummer 76784
Karsten Mikkelsen
for 3 måneder siden

Høringssvar

Ang. partshøring ved forslag om sammenlægning af værestederne Perron4 og Kirkens Korshærs

Slotsgården.


Som mangeårige brugere af begge væresteder føler vi os tilskyndet til at fremsætte nogle betragtninger om forslaget om fysisk sammenlægning af de to væresteder.


Der vil sikkert kunne opnås nogle besparelser på de kommunale budgetter ved en synergi ved

samdriften, idet det langt hen ad vejen er de samme opgaver de to væresteder løser.


Besparelserne vil dog vise sig at være kortvarige, idet der også vil være øgede udgifter til personale, energi, rengøring, vedligeholdelse m.v.


Den til Perron4 knyttede sygeplejerske vil få bedre arbejdsforhold på Slotsgården, da der her kan disponeres over større lokaler. men da disse lokaler er beliggende på 1. sal, og da der ikke forefindes elevator, er gangbesværede afskåret fra at benytte sig af tilbuddet.


På Slotsgården vil personalet få bedre privatrum til spisning, afslapning o.l. Dette problem kunne imidlertid let løses på Perron4 ved at man inddrog en af de mange tomme lejligheder, der forefindes i blokken med de udsattes beboelser.


Lokalerne til brugerne er større på Slotsgården end på Perron4. For store mener nogle. Den intime, familiære stemning de mindre lokaler på Perron4, vil være vanskelig at opnå i de noget større lokaler på Slotsgården, med klikedannelse og mulig konfrontation til følge. Nogle af lokalerne på Slotsgården er beliggende på 1. sal, hvorfor gangbesværede er afskåret fra at benytte dem.


Ulemperne er derimod lettere at få øje på.


Det er forskellige kategorier af brugere, der kommer de 2 steder. På Slotsgården er det meget alderspensionister, der kommer for at spise og hygge. På Perron 4 er der en del virkelig udsatte borgere, hjemløse, psykisk syge, måske med et misbrugsproblem, der kommer for at få førstehjælp, måske for at afhente værktøj eller for at få konkret hjælp.


Brugerne på Slotsgården er formentlig ikke interesserede i at møde denne anderledes kultur, hvor der kan forekomme handel med forskellige ting, og folk kan være svært påvirkede.


Parkeringsforholdene omkring Slotsgården er helt kaotiske - både for personalet -og for. brugere, der er afhængige af et køretøj.


Slotsgården er beliggende midt i centrum, noget langt fra offentlig transport, inde midt i et baghus i 1. eller 2. baggård. I en helt anden del af byen, borte fra udsattelejlighederne i Jernbanegade og langt fra Hjørnestenen. Åbningstiderne er begrænsede i forhold til Perron4.


Hverken de omgivende beboelseslejligheder eller erhvervslejemål er interesserede i nye belastede brugere, eller den øgede trafik af taxaer og udrykningskøretøjer, der kun vanskeligt kan komme til og fra.


Flere udlejere har udtrykt bekymring over at en sværm af nye belastede brugere, vil gøre det vanskeligt at udleje både beboelseslejemål og erhvervslejemål, da de nye brugere kan afsætte et uheldigt aftryk på kvarteret.


Vi brugere fratages en valgmulighed for at vælge mellem de to væresteder. Af forskellige grunde kan man have præferencer for det ene eller andet sted, men denne mulighed forsvinder ved en nedlæggelse af Perron4.


Personalet, der på Perron4 er kommunalt ansatte, hvilket de har indrettet sig på, bliver ansat i en privat virksomhed, hvor en del af personalet udgøres af frivillige. der kun gennem kurser og uddannelse kan bringes på et nødvendigt fagligt niveau,


Personalet på Perron4 er yderst hjælpsomme, engagerede og dedikerede overfor brugerne på alle niveauer. Lige fra kærlig omsorg ved sygepleje og medicinering til daglig praktisk hjælp, juridisk assistance, it-hjælp til gamle og fattesvage, der måbende iagttager den teknologiske frembuldren. Sammen med SAM-foreningen arrangeres events, der løfter den grå dagligdag op

af støvet.

For aldrig har så få, gjort så meget, for så mange, for så få penge.


Vores konklusion må herefter blive klar: Vi ønsker IKKE nedlæggelse af Perron4.


Randers, den 14, august 2024.


Brian Beck. 8930 Randers NØ

Karsten Mikkelsen. 8920 Randers NV

Per Kirkegaard Johansen. 8920 Randers NV

Helle W. 8900 Randers C

Rolf Ostermann. 8900 Randers C

Niels Erik Blach. 8900 Randers C

Mihailo Milenkovic. 8900 Randers C

Jens Østergaard. 8900 Randers C


Blanketnummer 76701
Randers Ungdomsskole
for 3 måneder siden

Randers Ungdomsskole

Høringssvar vedr. forslag om sammenlægning af værestederne Perron 4 og Slotsgården

Vedhæftede dokumenter

Blanketnummer 76689
Thomas Holger Yde
for 3 måneder siden

Meget bekymrende

Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at der ligger et forslag om flytning af Perron 4 til Slotsgården. Jeg finder det meget mærkeligt, at der ikke har været dialog med områdets beboere, når man vil lave sådan en markant ændring i et boligområde.

Jeg bor sammen med mine børn i en lejlighed med adresse på Østervold, men med udgang via Slotsgården. Der er vel under 30 meter fra vores indgang til indgangen på værestedet Slotsgården. Således benytter vi Slotsgården flere gange dagligt primært som adgang til vores lejlighed men også bare som opholdssted når vejret er godt.

Allerede i dag har vi oplevet gener samt utrygge situationer med eksisterende Værested, primært omkring åbningstid, men også i andre situationer bl.a. med tilråb hvor vi har brugt passagen om til underværket og Stemannsgade. Med de mange flere brugere (og brugere af en anden karakter) og ikke mindst den udvidet åbningstid kan jeg ikke se hvordan jeg og ikke mindst mine børn kan færdes trygt i Slotsgården. Området er meget lille og man kan ikke bare finde en anden vej eller gå i en bue udenom en utryg situation.

Og med de udvidet åbningstider bliver det når det er mørkt endnu mere udtalt, at der uundgåeligt opstår endnu flere utrygge situationer.

Hvis forslaget bliver vedtaget, kan konklusionen næsten kun blive at jeg må opsige mit lejemål og finde ny bolig med de betragtelige udgifter dette medfører.

Jeg henstiller til, at der findes en anden løsning på den problematik der forsøges løst, også af hensyn til brugerne af Værestedet da jeg heller tænker det er i deres interesse at bliver flyttet til et så lille område hvor de vil være i fokus.


Med venlig hilsen 

Thomas Yde

Blanketnummer 76686
Trine Jensen
for 3 måneder siden

Høringssvar på vegne af brugerne ved Perron 4

Fra Perron 4 har vi nogle kommentarer til forslaget om at sammenlægge værestedet Perron 4 med Kirkens Korshærs varmestue, Slotsgården 


Hvorfor flytning?

Der lægges i forslaget op til, at de 2 væresteder skal samles i det nuværende Slotsgården og under den nuværende leder af samme. Den nuværende leder af Perron 4 har gennem årene samtidig været leder af flere andre institutioner, hvorfor der opstår undren over, hvorfor Perron 4's brugere pludselig ikke fortsat kan benytte lokalerne beliggende Jernbanegade 4D, 8900 Randers C


Pladsproblemer?

Ved genåbning af værestedet Perron 4 efter første Corona-nedlukning (2020), indførte man begrænsede antal siddepladser ved bordene indenfor. Her mere end 4 år senere, har man stadig samme begrænsede antal siddepladser. Det forstås også, at de fysiske rammer på Perron 4 ved seneste tilsyn (april 2024) scorer karakteren 3 af 5, altså middel, hvilket ikke absolut kræver en flytning af stedet, når øvrige punkter i pågældende tilsynsrapport scorer topkarakteren 5


Fordelene ved at kunne vælge:

Der findes en gruppe brugere, der allerede i dag kommer på begge væresteder. Man sammenligner fx dagens menu og spiser der, hvor man finder det mest tiltalende den dag. Derudover findes også en del brugere, der udelukkende kommer på det ene af de 2 væresteder. På Perron 4 sætter man netop pris på, at det er et lille og trygt sted, hvor de fleste kender hinanden. Der kan opleves utryghed ved at skulle forlade sine trygge rammer, ligesom der kan opstå utryghed hos brugere i Slotsgården ved at skulle inkludere "fremmede" mennesker. 

Der er således fare for at 'tabe folk på gulvet' i begge lejre 


Personaleresourcer/Aktiviteter ved Perron 4:

For år tilbage (før Corona), havde Perron 4 en bus til ture ud af huset, åbent i hverdagene til kl 22; dengang med en fast personalestab på 5 værestedsmedarbejdere (der også på skift arbejdede hveranden søndag), en kok og en sygeplejerske. Flere af de daværende medarbejdere havde været på stedet i +8 år. Dengang var der jævnligt ture ud af huset, men også en del aktiviteter i selve værestedet. Efter Corona reduceredes åbningstiden i hverdagene til 8-21, de frivillige forventedes at skulle dække alle søndage ind, der blev sat en stopper for ture ud af huset (bussen er solgt) og aktiviteter i selve værestedet er begrænsede. Den faste personalestab består idag af 5 værestedsmedarbejdere, en kok og en sygeplejerske.

Ingen af de nuværende medarbejdere har været ansat i mere end 2½ år.


Afstemning:

Der er foretaget en anonym underskriftsindsamling på begge væresteder. 96 brugere har deltaget, med 6 brugere for forslaget og 90 brugere imod forslaget. 

Ved anonym underskriftsindsamling skal forstås, at brugere har stemt ja/nej og skrevet under, men de pågældende navne bliver ikke offentliggjort nogle steder


Med venlig hilsen 

Brugerne ved Perron 4


Blanketnummer 76465
Anders Petersen
for 3 måneder siden

Sammenlægning af værestederne Perron 4 og Slotsgården

Bekymring!


Som bruger af både Underværket og Kulturhuset samt nabo til Tøjhushave Parken finder jeg det meget bekymrende at værestederne Perron 4 og Slotsgården skal sammenlægges.

Jeg forudser at alle 3 steder vil blive negativt påvirket af sammenlægningen. Allerede i dag er der flere gener i Tøjhushave Parken hvor der er visse tidspunkter man undgår parken når man lufter sin hund, med markant flere brugere i området kan det ikke undgå at blive negativt påvirket.


dag er det begrænset hvad der er af gener når jeg benytter Underværket og Kulturhuset, selvom man dog jævnligt bemærker at der er et værested i området, men med flere brugere og flere timer hvor tilbuddet er åbent vil disse steder også blive påvirket.


For alles skyld, også brugerne, håber jeg man finder en alternativ løsning.


Blanketnummer 76434
Møllevænget & Storgaarden
for 3 måneder siden

Høringssvar til forslag om sammenlægning

Fra Boligforeningen Møllevænget & Storgaarden – Ejer af ungdomsboligerne beliggende på Stemannsgade 9 samt familieboligerne på Stemannsgade 3a.

Organisationsbestyrelsen i Møllevænget & Storgaarden opfordrer herved Randers kommune til at genoverveje placeringen af de sammenlagte tilbud Perron 4 og Slotsgården.

Bestyrelsen gør opmærksom på, at placeringen af det sammenlagte tilbud ved Slotsgården, kan/vil føre til en øget tilstedeværelse af borgere med særlige sociale problemer som hjemløshed, psykiske udfordringer og misbrugsproblematikker, i nærområdet ved Stemannsgade (Stemannsgade ligger blot 3 min. gang fra Slotsgården). Bestyrelsen frygter, at dette vil føre til øget utryghed blandt beboerne på Stemannsgade 9 og Stemannsgade 3a. Dette måske særligt ift. beboerne på Stemannsgade 3A, som er boliger målrettet bl.a. børnefamilier. Dette hænger også sammen med kommunens plan om at udvide åbningstiderne markant for slotsgården.

Bestyrelsen mener ligeledes, at det er en skærpende omstændighed, at det er ungdomsboliger, der bliver direkte naboer til Slotsgården. De unge er meget påvirkelige, og vil blive udsat for unødig adgang til narkotika og kriminel adfærd.

En øget tilstedeværelse af borgere med særlige sociale problemer og evt. udadreagerende adfærd, i nærområdet ved Stemannsgade, kan medføre at børn og/eller forældre ikke tør/vil benytte gården og øvrige fællesarealer i tilknytning til Stemannsgade 3 A. Omgivelser som man arbejder på at gøre hyggelige og mere indbydende, i et forsøg på at imødegå tomgang i afdelingen.

Placeringen af det sammenlagte tilbud ved Slotsgården kan endvidere skabe øget utryghed ved færdsel generelt i området, særligt i aften- og nattetimerne.

Bestyrelsen gør opmærksom på at afdeling 40 (Stemannsgade 3 A) i forvejen er udfordret af lejeledighed og frygter, at etablering af et samlet tilbud til borgere med særlige sociale problemer i nærområdet vil øge denne problemstilling. Tilsvarende kan frygtes en eskalering i antallet af klager fra de 2 afdelinger.

Hverken afdeling 40 eller afdeling 69 har en afdelingsbestyrelse, hvilket vil vanskeliggøre en evt. dialog mellem personale, brugerråd m.v. og afdelingerne.


Blanketnummer 76431
Jesper Hansen
for 3 måneder siden

Perron 4 er velfungerende - forslaget skaber flere problemer end det løser

Hvorfor flytte Perron 4?


Ja jeg har læst det uddybende notat, men har også læst hele den tilsynsrapport BDO har lavet for Randers kommune i april 2024 på Perron 4. En rapport som er dateret 6 måneder efter Socialudvalget bad forvaltningen om at komme med mulige løsninger. I denne helt nye rapport bliver Perron 4 bedømt på 7 punkter på en skala fra 1-5 hvor 5 er det bedste. På seks af punkterne scorer værestedet topkarakteren 5. På et enkelt punkt gives der middelkarakteren 3. Eller sagt på en anden måde scorer Perron 4 over meget imponerende 4,7 i gennemsnit.

Følgende punkter får beskrivelsen ”Tilsynet vurderer, at tilbuddet i meget høj grad lever op til indikatorerne” og karakteren 5:

”Målgrupper, metoder og resultater”

”Sundhed og trivsel”

”Aktiviteter og beskæftigelse”

”Selvstændighed og relationer”

”organisation og ledelse”

”Kompetencer”

Og endelig får ”Fysiske rammer” karakteren 3 og beskrivelsen ”Tilsynet vurderer, at tilbuddet i middel grad lever op til indikatorerne”, de fysiske rammer er altså ikke dumpet. Og selvom de fysiske rammer således ikke er optimale hindrer det åbenlyst ikke Perron 4 i at udføre deres arbejde jf. topkarakteren på alle øvrige områder.

Hvis man dykker længere ned i tilsynsrapporten og sammenligner med det uddybende notat om den mulige sammenlægning, bliver man jo som nabo rystet over, at det notat skal bruges som fundament for en politisk beslutning af denne betydning. Man kan jo desværre nærmest anskue dele af nedenstående som uddrag af et manuskript til den gamle engelske politisk underholdnings satire serie ”javel hr. minister” hvor embedsværket som regel fik sin vilje:


Fra notat:

”Randers Kommune vurderer dog ikke, at en sammenlægning af værestederne vil øge borgergruppens tilstedeværelse i byens centrum”.

Sat overfor tilsynsrapport

”Medarbejderne oplyser, at de har stor opmærksom på at præsentere borgerne for, hvad der foregår i lokalområdet, og opfordre dem til at opsøge aktiviteterne sammen”


Fra notat:

”Børne- og skoleforvaltningen har tilkendegivet, at forvaltningen ikke er bekymret for en sammenlægning……. Selv om en sammenlægning vil indebære, at der kommer flere borgere på Slotsgården, forventes det ikke at skabe udfordringer.”

Sat overfor tilsynsrapport i det tilbud der skal flyttes til et meget intimt område:

”Leder oplyser, at hverdagen i tilbuddet fortsat kan være præget af en råhed, der afspejler et hårdt misbrugsmiljø, hvor voldsparatheden er blevet større. Leder uddyber, at politiet stadig kommer i tilbuddet…”

Og fortsat fra tilsynsrapport:

”Leder oplyser, at det kan være nødvendigt at lukke dørene midlertidigt og tilkalde politiet i situationer, hvor trusselsniveauet er blevet for højt.” (dem der står uden for døren, står jo nok ikke pænt i kø og venter på at bliver lukket ind igen, men giver en åbenlys risiko for fysisk eller psykisk ubehag for naboer herunder børnefamilier).


Fra notat:

”De problematikker der søges løst gennem sammenlægning ..……, men har derimod været begrundet den nære kobling mellem de skæve boliger og værestedet.”

Sat overfor tilsynsrapport

”Leder oplyser, at der også opleves mere ro i værestedet, hvilket bl.a. skyldes, at en del borgere er fraflyttet de boliger, der ligger i tilknytning til værestedet, så halvdelen af boligerne nu står tomme.”


Udover alt i den indledende dialog har været omkring rammer og pladsmangler konkluderer notatet pludseligt, at det er den nære kobling mellem de skæve boliger og værestedet man har forsøgt at løse. Intet sted i notatet er der foretaget en vurdering af muligheden for at boligerne igen bliver beboet eller andre løsningsforslag på disse problematikker. Så umiddelbart bliver byrådet bedt om at løse et problem for et velfungerende værested der pt. Ikke er et problem via en sammenlægning der næsten kun kan skabe problemer.


Hvis vi skal lade stå til troende at det er pladsproblematikken der er den primære problemstilling i forhold til værestedet, når det i tilsynsrapporten lyder ” De fysiske rammer giver således ikke mulighed for, at borgere kan trække sig til andre lokaler eller blive skærmet. Henset til de opgaver, der løses herunder fx hjælp til økonomi, samtaler om misbrug, læsning af post mv., er de fysiske rammer ikke velegnede til at kunne imødekomme borgernes særlige behov og understøtte den indsats der ydes i tilbuddet”.

Her bør man da undersøge, at man på et sted der er visiteret til 200 brugere og det oplyses at der pt. er 60 brugere kan skabes en løsning lokalt især når man ved hvor problematisk og svært ny placeringer af væresteder er. Hvorfor ikke benytte sig af en af de ledige lejligheder til samtaler, læsninger af post mv. Alternativt er der på parkeringspladsen ved Perron 4 rigelig plads til en kontorpavillon som supplement til eksisterende lokaler.

I tilsynsrapporten lyder det, at når man opnår en score på 3 for de fysiske rammer og definition for karakteren 3 i tilsynet er: ”Der er en del mangler i opfyldelsen, som vil kunne afhjælpes ved en målrettet indsats”. Dette kan aldrig oversættes til at en flytning er nødvendig. Hvis nu scoren for de fysiske rammer var 1 lyder det i vurderingsgrundlaget ”omfattende mangler i opfyldelsen, som vil kræve en radikal indsats for at afhjælpes”. Her kunne man måske tolke at en flytning var nødvendig, og i givet fald evt. kun hvis det havde haft indflydelse på andre områder – hvor vi må huske at der bliver givet topkarakter.

Nu kan man ved at læse den lokale avis og det uddybende notat få den fornemmelse, at der er store problemer med Perron 4 i forhold til brugerne og personalet mv. Så vil egentligt gerne rose det gode arbejde, der tydeligvis bliver lavet på Perron 4 ved at komme med en række citater fra den seneste tilsynsrapport fra april måned 2024:

”Leder oplyser at tilbuddet har været i arbejdstøjet siden sidste tilsyn, hvilket har betydet, at der nu er en stabil medarbejdergruppe i tilbuddet”

”Leder beskriver den nuværende medarbejdergruppe som homogen og tværfagligstærk. Dette bekræftes af medarbejderne, der oplever et godt samarbejde, høj faglighed og tryghed i medarbejdergruppen.”

”Det er tilsynets overordnede vurdering, at Perron 4, gennem tilbud om sociale fællesskaber i en inkluderende og rummelig ramme, i høj grad bidrager til stabilitet og indhold i hverdagen hos de borgere, der benytter tilbuddet.”

”Leder redegør for, at der er kommet stabilitet og ro i tilbuddet, der har haft nogle turbulente år med et belastet arbejdsmiljø og stor personaleudskiftning”…. ”Leder oplyser, at den nuværende medarbejdergruppe har været i tilbuddet i to år.”

”Medarbejderne oplever, at de har gode muligheder for kompetenceudvikling, supervision og faglig sparring, hvilket de oplever, bidrager til at kvalificere indsatsen, der ydes til borgerne.”

”Borgerne oplever, at de bliver hørt, respekterede og anerkendte, og borgerne tilkendegiver, at deres tilknytning til tilbuddet har positiv betydning for deres generelle trivsel og stabiliteten i deres hverdag, hvilket de kommer med flere eksempler på. Derudover fremhæver borgerne muligheden for at få en personlig snak med en medarbejder, eller hjælp til fx post, som noget der er vigtigt for dem. En borger har et brev med, som han lige har gennemgået med en medarbejder, hvilket har givet borgeren forståelse for brevets indhold og klarhed over, hvad han skal gøre ved det.” (altså ros til de opgaver som de fysiske rammer er problematiske for).

En borger beskriver ”at det her sted er en oase i et stormfuldt liv”. Og videre ”det kan siges med et ord – det her sted er uundværligt...”

Humoristisk kan man sige, at hvis Randers Kommune vælger at flytte Perron 4 med den tilsynsrapport, må samarbejdet omkring tilsyn med BDO tages op til revision.

Jeg er ekstremt overrasket over, at man ud fra ovenstående mener, at det oplagte er at flytte Perron 4 for at løse pladsproblematikken, alle der har haft med organisationer og ændringer at gøre, ville mene der var langt større risiko for at gøre skade på de 6 punkter som får topkarakteren end det nødvendigvis løser en problematik som endda ikke er værre end karakteren 3 i tilsynsrapporten. Og dette endog kun ud fra en Perron 4 betragtning og altså før svære betragtninger som jura, hensyn til nye naboer, nærmiljø, brugere af Slotsgården og det bynære miljø herunder øvrige naboer, Underværket og Kulturhuset som også alle har udtrykt bekymring.

Alt i alt overskrider risikoen ved en sammenlægning langt de mulige forbedringer som man måtte mene en sammenlægning giver. Fordele som i den grad er fugle på taget understreget ved de mange ”hvis’er og vurderinger” der er i det uddybende notat og ikke ret meget man kan sætte to streger under. Notatet reflekterer heller ikke over det store arbejde, der alene vil være i en flytning for slet ikke at tale om en sammenlægning. Eller som det er anført i ”Sociale tilbud og deres naboer” en publikation under Socialministeriet: ” De fleste tilbud, der har oplevet en flytning erfarer, at en flytning er ressourcekrævende. For brugere af tilbud vil en flytning opleves som en stor forandring af hverdagen.” Hvis nu brugeren kom fra et ikke fungerende tilbud kunne denne forandring være god men de kommer fra ”det kan siges med et ord – det her sted er uundværligt...”


Selvom jeg har forsøgt at nuancere det, ved jeg at jeg kan beskyldes for at have en dagsorden, der ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i brugerne af tilbuddene, så vil lige bidrage med et uddrag fra en avisartikel fra Vejle Amtsfolkeblad dateret 2. marts 2020, hvor Sekretariatschefen for Landsforeningen af væresteder udtaler om en sammenlægning af væresteder:

- Det er tåbeligt at lægge væresteder med to så forskellige brugergrupper som aktive misbrugere og socialt udsatte, hvoraf nogle har psykiske udfordring sammen. Selvfølgelig er der forskel på mennesker, men generelt er den ene gruppe udadreagerende, og den anden gruppe er introvert. Man har måske sat dem sammen ud fra en idé om, at den ene gruppe kan få den anden gruppe til at blive lidt roligere, samtidig med at den anden gruppe bliver mere aktiv. Det er noget, der sker i film, og det er ikke noget, der holder i den verden, jeg kender, siger Cliff Kaltoft.

Han fortæller, at det ofte sker, at kommuner lukker, flytter eller på andre måder ændrer væresteder.

- Problemet er, at man kun ser den gode historie. Nogle af dem, der kom på Regnbuen, kom også i Folkekøkkenet. De er vant til at komme begge steder. Hvis man kigger isoleret på dem, så sker der ikke noget ved at lægge værestederne sammen. Til gengæld ser man ikke dem, der bare forsvinder. De laver ikke demonstrationer og råber op. De sidder bare derhjemme. Og det er ikke godt bare at sidde derhjemme, hvis man i forvejen har problemer, forklarer Cliff Kaltoft.


Så ved jeg godt, at man forsøger at sige, at de 2 væresteder i dag henvender sig til samme målgruppe, og selvom der er gengangere, kan man se i et af mine andre høringssvar, og nogle af de høringssvar der er givet af andre, at der er betragtelig forskel på brugerne og kulturen af de 2 væresteder, illustreret ved behovet for politihjælp ved Perron 4, som også, imodsætning til Slotsgården, udleverer ”værktøj” til at fixe, og et byrådsmedlem var på seneste byrådsmøde inde på, at han møder mange af brugerne fra Perron 4 i retten i modsætning til brugerne af værestedet Slotsgården, som han aldrig har mødt i retten. Og så beroliger det ikke, tværtimod, når lederen af det ene tilbud den 10. juli 2024 i Randers Amtsavis udtaler: ”..og det er vores opfattelse, at det er den samme type brugere, som er kommet på begge væresteder, siger Per Thuesen, forstander ved forsorgshjemet Hjørnestenen i Randers, som driver værestedet Slotsgården.” Det virker utroværdigt at en af lederne ikke ved, men alene henviser til ”vores opfattelse”, så svært kan det vist ikke være at sammenligne de 2 brugergrupper, jeg lader folk selv læse mellem linjerne i hans udtalelse, men ved hvad jeg tænker når jeg kombinerer det med fakta bl.a. de mange politibesøg på Perron 4.


Endeligt ville jeg gerne have nuanceret med uddrag fra tilsynsrapporten på Værestedet Slotsgården, men øjensynligt er reglerne ændret eller også har Randers Kommune ikke overholdt den tilsynspligt de har med Værestedet Slotsgården, en tilsynspligt der er beskrevet i Driftsoverenskomst mellem Randers Byråd og Kirkens Korshær.  Et tilsyn der sikkert ville være med til at bekræfte hvor stor forskel der er på de 2 væresteder. Indirekte beviser det dog nok stadig forskellen, da det vel er svært at forestille sig man ville overse et tilsyn igennem mange år på et problemfyldt Værested, som Perron 4, hvorimod et mere fredeligt tilbud som Værestedet Slotsgården nok nemmere glemmes i skyndingen. Hvis jeg skulle gætte, glipper tilsynet nok ikke ved en sammenlægning!!!!


Jeg har dog modtaget tillsynsrapport på et andet af Kirkens Korshærs institutionstilbud i Randers; Hjørnestenen som er bedømt af Socialtilsyn Midt på 7 punkter, med to topkarakterer og 5 punkter der scorer mellem 1 og 4 så, ud fra en alt andet lige betragtning, et snit der er betragteligt lavere end det Perron 4 scorer i deres tilsyn. Værestedet Slotsgården mener dog, jf. e-mail til undertegnede, at dette tilsyn også dækker Slotsgården, der syntes jeg bare man skal læse tilsynsrapporten på Hjørnestenen og så fremgår det tydeligt at dette ikke er et tilsyn med Værestedet Slotsgården. Og lidt paradoksalt hvis bedømmelse er dækkende for Slotsgården som Slotsgården mener jf. email, så scorer ”fysiske rammer” meget tæt på samme karakter som Perron 4….


Opsummeret skaber dette forslag betydeligt flere problemer end det løser.


Med venlig hilsen

Jesper Hansen


Blanketnummer 76331
Jesper Hansen
for 3 måneder siden

Høringssvar 4 - Lokalplan, politi mv.


Omkring årtusindeskiftet overbeviste Randers Kommune min familie om at vi skulle lade vores bolig med tilhørende lager indgå i byfornyelsen, selvsagt kan jeg ikke detaljerne efter så mange år men det skete bl.a. med baggrund i det materiale Randers Kommune producerede herunder ”Tillæg til bygningsfornyelses beslutning Østergade Kareen”.

I det materiale lød det:


”Udgangspunktet for områdets fornyelse er ønsket om bevaring af det eksisterende miljø med boligbebyggelse og erhverv, samt tilvejebring rimelige opholdsarealer for områdets beboere”


Og


”Som led i planlægningen er udarbejdet lokalplan nr. 291, Underværket. Lokalplanen fastlægger rammer for områdets fremtidige udnyttelse og sikrer, at det miljø der skabes ved beslutningens gennemførelse, fastholdes for fremtiden”.


Og


”Det er planens formål at skabe et velfungerende byområde”.


Og specifikt på en række ejendomme (hvoraf vi ejer de 2) lød det:

” Ejerne af nedennævnte ejendomme vi blive opfordret til at gennemføre istandsættelse og modernisering af ejendommene således, at de efter for byfornyelse fremtræder som ejendomme i tidssvarende standard”.


Baseret på ovenstående som Randes Kommune ”lokkede med” og opfordrede til indgik vi det man vel kan betegne som en samfundskontrakt. Der blev investeret et betydeligt millionbeløb ligesom løbende vedligehold og forbedringer har kostet et anseeligt beløb. Vi taler ikke her om et stort ejendomsselskab med en kæmpe portefølje, men alene et mindre familiejet selskab hvor der stadig er gæld i bygningerne og løbende er hjulpet på vej med vores egne private midler, altså et selskab som er afhængig af en høj belægningsprocent på eksisterende markedspris. Alle ved at ejendomsinvesteringer bør være langsigtet og derfor må man også forvente at det Randers Kommune stillede i udsigt da ”samfundskontrakten” blev indgået stadig, er gældende i mange år endnu. Uagtet at ”samfundskontrakten” måske/ måske ikke er juridisk bindende er der ingen tvivl om at om ikke andet bør den være moralsk forpligtende, på samme måde som vi har vedligeholdt vores bygninger løbende.


Hvis man kigger på lokalplanen for området, er den som minimum i ånden ikke tiltænkt at der skal etableres et værested med det antal brugere og med de åbningstider som der er lagt op til i sammenlægningen.

Gennemgående i lokalplanen er der kun beskrevet betingelser for erhverv og beboelse men ingen regler for brugen til offentligt formål. Det siger sig selv, at på trods af at lokalplanen primært er formuleret mod erhverv og beboelse giver det ikke helt frie rammer for brugen til offentlige formål (planklage nævnet har også fastlagt ”at offentlige formål” ikke er en præcis nok betegnelse til at give frie rammer). Derfor må betingelserne for beboelse og erhverv nødvendigvis også etablerer retningslinjer for brug inden for de nævnte offentlige formål, uagtet at det ikke er eksplicit anført. At en lokalplan er meget løst formuleret, bør selvsagt ikke påvirke områdets retstilling uden grundig gennemgang, og i dag ville en jurist nok mene at lokalplan 291 ikke overholder de præcisionskrav man har til lokalplaner. Hvis man læser den gennemgående tone i Lokalplanen og bygningsfornyelse planen er det meget tvivlsomt at man ville kunne placere et værested med de tiltænkte åbningstider og det antal brugere lidt midt i et byfornyet erhvervs, kulturel og beboelsesområde med ungdomsboliger, ejerboliger, udlejningsboliger, ungdomsskolelokaler og lokale fyrtårne som Underværket og Kulturhuset.

Hvis man tolker på tonen og øvrigt indhold i Lokalplanen, kan man læse, at for det første er det anført at området er omfattet af ”Beslutning om bygningsfornyelse i Østergadekarreen” og dermed er ovenstående citater gældende for området. Herudover står der direkte ”Lokalplanen skal også sikre, at det miljø som skabes…. også sikres i fremtiden”. Andre ting der i tonen taler imod et værested som det tiltænkte er lokalplanens krav til placering af restauranter og fremstillingsvirksomheder må kun opretholdes hvis det kan ske uden væsentlige gener eller risici for bykernen som helhed, omdannelse af bebyggelse må kun ske hvis trafikale forhold ikke efter byrådets skøn forøges, hvilket det selvsagt vil gøre med udvidet åbningstider, og lovning på kørsel for beboere fra de skæve boliger. Derudover er der krav til boligetageareal (hvad er det værd hvis der ikke er nogle der ønsker at bo der). Krav til opholdsareal i forbindelse med bygningerne (hvad er det værd hvis man ikke er tryg ved at opholde sig der). Anført i lokalplanen er også… ”opført for at skabe et attraktivt miljø i karreen” og ” Hvis opholdsarealet ligger helt eller delvist uden for ejendommen, skal det sikres til brug for ejendommens beboere” (hvordan kan dette sikres i forhold til de nærmeste naboer?).

Senere under lokalplanens formål står der anført:

”At området anvendelse fastlæggelse til blandet bolig- og erhvervsbebyggelse” - her er offentligt formål helt udeladt hvilket understreger den manglende præcision.

”At der fastlægges et net af stræder og torve, som kan give adgang til de omkringliggende gader og ejendomme” - her må man forvente ”at give adgang” betyder at der er tryg og sikker adgang.

Desuden hjælper det ikke, at lokalplanen henviser til en dispositionsplan som Randers Kommune ikke har kunne frembringe ved aktindsigt, hvilket skaber endnu mere usikkerhed om det tiltænkte ved lokalplanen og lovligheden i den foreslået sammenlægning.

For mig er det uforståeligt at man fra forvaltningens side ikke har lavet en juridisk vurdering af om man kan flytte Perron 4 til Slotsgården. I en aktindsigt til Randers Kommunen omkring det juridiske grundlag, har jeg modtaget svaret, at der hverken er lavet et notat eller dialog om det juridiske i sammenlægningen med henvisning til at der ligger et værested på adressen i forvejen. Det vil vel være sammenligneligt med at man ikke vil lave en juridisk vurdering af at bygge en Formel 1 bane på køreteknisk anlæg med argumentet at der jo er biler der kører rundt i forvejen. At man overhovedet kan sammenligne det tilbud der er på Perron 4 med Slotsgården er jo alene med hensyn til åbningstiderne absurd læg dertil de mange flere brugere samt typen af brugere.

I dag har Slotsgården åben mandag til fredag fra 8.00 – 14.30 hvor de fleste naboer er i skole eller på arbejde, dertil er der lukket i weekenden. Perron 4 har åben fra 8.00-21.00 samt yderligere har de åbne både lørdag og søndag. I det uddybende notat er der anført ”at åbningstiderne vil være tilsvarende de nuværende åbningstider på både Perron 4 og Slotsgården” hvilket må siges at være en meget misledende beskrivelse af åbningstiderne med tanke på den medfølgende konsekvens for øvrige beboere i Slotsgården og tilbud i nærområdet, det er en markant og fundamental ændring i forhold til i dag.



Udover åbningstiderne er det i bedst fald spin at sige de 2 eksisterende tilbud henvender sig til samme målgruppe, ved henvendelse til politiet vedr. perioden 01.08.2022 – 31.07.2024 får jeg oplyst at i perioden er Perrons 4 adresse, registeret som et gerningssted mere end 12 gange så mange gange som Slotsgårdens.

Således har der været registeret næsten 99 hændelser på Jernbanegade 4D. Tilsvarende har der været registreret 7 hændelser på Slotsgården hvoraf de 6 alene var i 2023 (som jeg forstår det flere på samme sag) og der var således 0 registreringer i 2022 og i 2024 til dato har der været 1 hændelse hvor politiet har været involveret. Så selvom nogle af de mange hændelser på Perron 4 er fejlregistrering i forhold til de Skæve boliger, tegner det et meget klart billede af forskellige brugere. Da politiet kun har kunne give data fra deres styringssystem og ikke har en analyse liggende i tilgængelig form, vil billedet helt sikkert blive endnu mere ekstremt da f.eks. runderinger ikke er medtaget men alene konkrete anmeldelser mv. Ligeledes er disse tal uden medfølgende kriminalitet i lokalområdet, så hvis man f.eks. bliver taget med narko 30 meter fra værestedet er det ikke registreret på adressen.

Læg dertil tillsynsrapporten på Perron 4 der citerer lederen: ”Leder oplyser, at hverdagen i tilbuddet fortsat kan være præget af en råhed, der afspejler et hårdt misbrugsmiljø, hvor voldsparatheden er blevet større. Leder uddyber, at politiet stadig kommer i tilbuddet…” ”Leder oplyser, at det kan være nødvendigt at lukke dørene midlertidigt og tilkalde politiet i situationer, hvor trusselsniveauet er blevet for højt.” Jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige at forvaltningen ikke har været i kontakt med politiet i forbindelse med forslaget. Således har jeg til forvaltningen bedt om aktindsigt omkring dialog med politiet om mulige konsekvenser for nærområdet i forhold til evt. medfølgende kriminalitet, (og her tænkes ikke kun på brugerne men også på de narkohandlere som leverer til misbrugsmiljøet.) Svaret på dette fra forvaltningen var at der ikke har været drøftelser med politiet.

På trods af ovenstående tøver forvaltningen i det uddybende notat ikke med argumentet er at der ligger et værested i forvejen så der forudses ingen problemer, og i kommunalt svar på min aktindsigt lyder det da også ” ……. Det bemærkes, at eftersom der i forvejen er et værested på adressen, vurderes en sammenlægning af Slotsgården og Perron 4 at være i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer”.

På et efterfølgende spørgsmål om aktindsigt af den politiske behandling da værestedet Slotsgården skulle åbne lyder det ”Vi har ikke kunne fremfinde en politisk behandling vedrørende værestedet i Slotsgården. Forvaltningen bemærker i den forbindelse at Slotsgården er under Kirkens Korshær”.

Jeg finder det kritisabelt, nærmest ren Kafka, at man med henvisning til eksisterende værested, blot kan indstille til en sammenlægning på eksisterende spinkle grundlag, uden yderligere juridiske vurderinger, undersøgelser, dialog, hensyn til nærområdet og andet der er Best practice når man anlægger et værested. Dette ville reelt kunne stå alene som synspunkt, læg dertil at der øjensynligt ikke har været politisk sagsbehandling, juridiske vurderinger, nabohøringer eller andet da Slotsgårdens tilbud i sin tid åbnede.

Det er min klare vurdering, at jeg og andre i nærområdet havde været på barrikaderne hvis man ved etableringen af Slotsgården 5 ville åbne et Værested for over 100 brugere med åbningstider som Perron 4 da det helt åbenlyst vil påvirke det miljø der blev skabt med byfornyelsen i sin tid.


Sagsbehandlingen og særligt grundigheden i denne har efter min mening ikke været som på niveau med den oprindelig sagsbehandling om Perron 4, om denne kan man i et Idékatalog ”Sociale tilbud og deres naboer” i sin tid udgivet under Socialministeriet læse at ”…I Randers blev politiet inddraget i planlægningen af det kombinerede være-og botilbud Perron 4”. Til gengæld kan man håbe, at den politiske behandling er på samme niveau da man også kan læse ” Da Randers Kommune skulle etablere Perron 4, der er et kombineret være- og botilbud til tunge brugergrupper, forsøgte de først at få placeret tilbuddet i et kvarter med blandet beboelse og erhvervsdrivende. Der var stor modstand, og placeringen måtte opgives” og ”Det første område lå kun ganske få gader fra det andet område, som kommunen foreslog, men der var ingen modstand mod den anden placering”.

Det er altid ømtåligt at tale om egen privat økonomi når man taler udsatte og sociale hensyn, hvor jeg og andre i området sikkert har det markant bedre end den gruppe vi taler om, men da Kommunen medtager økonomi i notatet, vil jeg også tillade mig at have det med som en betragtning. At det kan komme til at have stor økonomisk betydning for os (og øvrige ejere i området), er sandsynliggjort ved undersøgelser i Norge og Sverige fra henholdsvis Norsk institutt for by- og regionforskning (NIBR) og Uppsala Universitet der begge viste at lejeboliger tæt på væresteder oplevede længere tomgangsperioder og i andre tilfælde lavere pris på udlejningerne. Vi har allerede en lejer der har meddelt at lejemålet bliver opsagt hvis sammenlægningen bliver realiseret. En lejer lyder måske ikke af meget men det er 20% af de lejere vi har, hvor familien ikke er medregnet.


Jævnfør ovenstående er jeg i tvivl om der overhovedet er juridisk grundlag for at have at placerer et værested i Slotsgården i første omgang og med sikkerhed hvis sammenlægningen bliver en realitet må det betragtes som en overtrædelse af det der var tiltænkt med Østergade Kareen beslutningen, byfornyelse, kvarterløft og lokalplan.


Hvis Byrådet på trods af det åbenlyse urimelige forslag og tvivlsomme beslutningsgrundlag alligevel stemmer for en sammenlægning, bør sammenlægningen effektueres på et langt senere tidspunkt end det foreslået så der er tid til en betryggende klageproces.


Med venlig hilsen

Jesper Hansen


Blanketnummer 76197
Steffen Krenk
for 3 måneder siden

Høringssvar vedrørende sammenlægningen af Perron 4 og Slotsgården

Jeg skriver dette høringssvar som en bekymret borger og bruger af de sociale væresteder i Randers Kommune. Jeg ønsker at påpege vigtige aspekter, som bør overvejes nøje, inden der træffes beslutning om sammenlægningen af Perron 4 og Slotsgården.


Pladsmangel og forskellighed blandt brugerne


Det er afgørende at forstå, at sammenlægningen af de to væresteder risikerer at skabe en situation, hvor der simpelthen ikke vil være plads til alle udsatte borgere. Perron 4 har historisk set haft en stor andel af brugere med misbrugsproblemer, og denne gruppe har specifikke behov, som kræver særskilte rammer og tilgange. Slotsgården har en anden brugerprofil, og en sammenlægning vil ikke nødvendigvis kunne rumme de forskellige behov på en hensigtsmæssig måde.


Unikke behov og plads til forskellighed


De to væresteder har hver deres styrker og tilgang til at støtte udsatte borgere. Perron 4 og Slotsgården tilbyder i dag forskellige miljøer og aktiviteter, som er skræddersyet til deres respektive brugere. Denne differentiering er vigtig, da de udsatte borgere i Randers Kommune ikke er en homogen gruppe, men derimod individer med meget forskellige behov og udfordringer. At have to separate væresteder giver mulighed for at tilbyde mere målrettede og effektive indsatser, hvilket er afgørende for at kunne hjælpe alle bedst muligt.


Ressourcefordeling og specialiseret hjælp


Sammenlægningen vil muligvis resultere i en forbedret økonomisk ramme og bedre fysiske forhold, som nævnt i notatet, men det er ikke ensbetydende med, at kvaliteten af den individuelle hjælp nødvendigvis vil blive bedre. Der er risiko for, at personalet bliver spredt tyndt ud og ikke kan levere den specialiserede hjælp, som de forskellige brugergrupper kræver. For eksempel har misbrugere behov for en skadereducerende tilgang, som kræver specifikke kompetencer og opmærksomhed, som Perron 4 i dag leverer.


Opsummering


På baggrund af ovenstående argumenter opfordrer jeg Randers Kommune til at genoverveje forslaget om at sammenlægge Perron 4 og Slotsgården. Det er afgørende, at der fortsat er plads til alle udsatte borgere, og at de får den individuelle og specialiserede hjælp, de har brug for. To separate væresteder giver mulighed for en mere nuanceret og målrettet indsats, som er nødvendig for at kunne imødekomme den brede vifte af behov blandt kommunens udsatte borgere.


Jeg håber, at mine bekymringer vil blive taget i betragtning i den videre beslutningsproces.


Med venlig hilsen,

Steffen Krenk


Blanketnummer 75913
Jesper Hansen
for 3 måneder siden

Høringssvar 3 - Uegnet placering i Slotsgården

:

Efter at have sat mig grundigt ind i den foreslået sammenlægning herunder lavet adskillige høringssvar, og kombinerer dette med almindelig sund fornuft, har jeg svært ved at forestille mig, at det reelt er aktuelt at placere en evt. sammenlægning af Værestederne Perron 4 og Slotsgården i Slotsgården. Men man må respektere den demokratiske proces så i nedenstående vil jeg påpege flere åbenlyse grunde til, at det ikke skal placeres i Slotsgården, samt påpege nogle af de fejl og mangler der er i det uddybende notat. Uddybende burde vel være i citationstegn eller være kaldt det ”ensidige notat”.


Først og fremmest anfører notatet ”Slotsgården har allerede et godt samarbejde og en konstruktiv dialog med naboerne i området, som vil fortsætte”.

Det kan allerhøjest være nogle naboer det gode samarbejde og den konstruktive dialog omhandler. F.eks. har værestedet Slotsgården på intet tidspunkt fortalt os om, at der foregår dialog om en evt. sammenlægning, dette fandt vi ud af ved en tilfældighed. Samtidig bliver man som nabo pikeret, når Per Thuesen, øverste leder af værestedet i Slotsgården, udtaler i Randers Amtsavis  (https://amtsavisen.dk/randers/undervaerket-frygter-uro-fra-udsatte-borgere-per-er-ked-af-reaktionen-paa-sammenlaegning-af-vaeresteder)  ” Vi har aldrig haft problemer med naboerne til Slotsgården…” når vi som nabo samtidigt konsekvent oplever, at vores port bliver brugt til rygeskur, på trods af gentagne henvendelser til personalet på værestedet om at dette bliver stoppet. En port som samtidig indeholder eneste adgang til 5 lejligheder og som giver adgang til parkeringspladser for yderligere 3 lejligheder. Senest hver 14. dag er det nødvendigt for os at gå ned og fjerne cigaretskod. Dette selvbestaltede ”rygeskur” medfører selvsagt utryghed for os selv, vi har også henvendt os direkte til borgerne i forhold til at stoppe med at bruge porten, og mere ærgerligt skaber det også utryghed for vores lejere, når de skal ind i deres lejligheder. Dertil er der oprydningsgener for os som udlejer. Vi har ikke selv observeret det, men vores ene lejer har sågar sagt, at selv personalet lejlighedsvis bruger porten som rygeskur.


I det eksisterende Værested i Slotsgården med gener som beskrevet har det allerede historisk medført enkelte opsagte lejemål. De 2 bygninger har indgang mindre end 10 meter fra hinanden og flere af lejemålene har vinduer direkte ud til gården, hvor brugerne samler sig ved lukke og åbningstid samt ved rygepauser, hvorfor der allerede i lejemålene i dag er røg og støjgener både inde og ude, udover indblik gener samt som nævnt uberettiget brug af vores øvrige fællesområder til rygning, ligesom vi i begrænset omfang har oplevet "toilet besøg" i vores private gård, som porten leder ind til.


Vi har valgt ikke at råbe højt om forholdene, da de gener der til stadighed er og kontinuerligt har været, har været på et niveau, hvor vi har kunne leve med det, primært fordi tidspunkter for generne er dikteret af antallet af brugere samt værestedet åbningstid , som i dag kun er i hverdagene til senest kl. 14.30, hvorfor lejlighederne kun oplever generne i et tidsmæssigt begrænset omfang da vores lejere typisk er på arbejde og børn er i skole/ børnehave. Vi er også af den holdning, at der skal være tilbud til målgruppen og det faktum at nogle af brugerne er søde og rare gør også, at vi har sympati for dem og ikke ønsker at bidrage til den stigmatisering af målgruppen der er i samfundet, men som vi nu er tvunget til. Med denne holdning føler vi os heller ikke ramt, når Per Thuesen i ovenstående artikel udtaler ”Alle synes det er godt med den slags tilbud, det skal bare ikke være hos dem”, da det netop er hos os nu og vi har taget vores del af ansvaret igennem mange år.


Men med udsigt til dobbelt så mange brugere (flere med hårde misbrugsproblemer) og mere end dobbelt så mange åbne timer, vil det simpelthen medføre så mange gener at området, nærmiljøet og naboer simpelthen ikke kan rumme det. Området er i forvejen belastet af Værestedet Slotsgården, ungdomsboliger med fester mv., hærværk herunder graffiti og for vores vedkommende smadret døre. Således er man vel allerede er over grænsen for hvad der var tiltænkt i forhold til byfornyelsen, kvarterløft og eksisterende lokalplan. Hvis man er af anden holdning skal man mindes om at en af byfornyelsesmålsætningerne var ”…..samt at tilvejebringe rimelige opholdsarealer for områdets beboere” og at området var med i kvarterløftet for at løfte den sociale slagside. Kvarterløft er et velkendt offentligt koncept, en sammenlægning vil medføre et nyt koncept som kan kaldes ”kvartersænkning”, hvilket ikke er acceptabelt.


Som en der har haft tilknytning til området i hele mit liv med en bedstemor, forældre og siden selv boede i Stemannsgade, og stadig har familie og familieejet lejligheder i Slotsgården bliver jeg ked af det, når man i sin aktindsigt til forvaltningen får nedenstående svar på spørgsmålet om man har vurderet lokalområdets anvendelighed ud over bygningen:


”Der foreligger ikke vurdering af lokalområdets anvendelighed i forhold til et sammenlagt værested”.


Samtidig kan man, i en stadig tilgængelig skrivelse fra det der på det tidspunkt hed Styrelsen for specialrådgivning og Social service under socialministeriet, læse følgende udsagn på spørgsmål om hvilke parametre der skal tages hensyn når et værestedtilbud skal placeres:


1. Brugernes behov

2. Kvarterets sammensætning


Og et par sider længere fremme i samme skrivelse ”Hvis der i forvejen er en stor forekomst af socialt, udsatte i et lokalområde kan der være fare for, at området kan nå en mætningsgrænse for antallet af socialt udsatte”. I betragtning af områdets størrelse, antal beboere, kvarterets sammensætning og tætheden af bygninger og udformning kan der ikke være tvivl om at området allerede er mættet i dag.


Jeg kan forstå, at nogle af politikere i byrådet har fået en rundvisning på Værestedet Slotsgården, det ville være klædeligt hvis samme politikere og forvaltningen (som burde havde været der før udfærdigelsen af notatet) aflagde et besøg med en nabo som vært så mere end et perspektiv bliver medtaget - jeg er gerne vært.


I høringsportalen skriver man: ”Forvaltningen har efterfølgende haft en dialog med Kirkens Korshær, der driver værestedet Slotsgården i Randers om de faglige og økonomiske perspektiver i at sammenlægge de to væresteder på Slotsgården. På baggrund heraf foreslås det, at Perron 4 flyttes til Slotsgården pr. 1. oktober 2024”


Det bør være ganske enkelt uacceptabelt, at forvaltningen indstiller til en sammenlægning alene ud fra 2 parametre når man ved hvor ømtålig og omfattende placering af væresteder er.

På Perron 4 udleveres der i dag ”værktøj” til stofmisbrugere, hvilket fremgår af Tilsynsrapport på Perron 4 fra april måned 2024. Samtidig må der ikke fixes på Værestederne. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig at man efter udlevering af ”værktøj” skal finde et egnet sted til sit misbrug i det som Lokalplanen kalder ”et net af stræder og torve” og ”med en vekselvirkning mellem små pladser og snævre gyder”. Selv i dag, hvor man får karantæne på Perron 4 hvis man blive taget i at fixe, bliver der jævnligt fixet i det tilknyttede rygeskur. Hvis man vil fixe uden for værestedet Slotsgården er der mange muligheder i tæt tilknytning hvor personalet på værestedet ikke kan se en, de tættest er Ungdomsboligernes cykelparkering, opgange til ungdomsboliger, Opgangen til Slotsgården 8, redskabsrum ved Slotsgården 8, parkeringsplads bag ved Slotsgården 3. Marginalt længere væk er der offentlige toiletter på både Underværket og i Kulturhuset samt parkeringspladsen og cykelskur bag Sparekassen Danmark der kan tænkes benyttet. Derudover er der flere ”hyggekroge” hvor man har mulighed for at sidde i fred og ro, læg dertil hele vinterhalvåret hvor det bliver tidligt mørkt i et område der i forvejen er dunkelt, der kan ikke skabes tryghed for naboer og forbipasserende. Samtidig er der let adgang for de ”leverandører” af stoffet der skal i ”værktøjet”, der i området har rig mulighed for at udøve deres salg i fred og ro med mange udgange og gemmesteder. De kender jo som bekendt området i forvejen med de problemer der har været med handel omkring skøjtebanen.


For brugerne selv er området heller ikke optimalt, således har de i Perron 4 mulighed for at benytte bænke og rygeskur mv. fra tilsynsrapport på Perron 4 lyder det: ”Medarbejderne fremhæver sommerhalvåret, hvor der også er mulighed for at opholde sig på udearealerne, hvilket mange borgere er glade for. Dette er der simpelthen ikke plads til Slotsgården hvor det stort set er umuligt at opstille rygeskur, bænker mv. i forhold til pladsen, I forhold til lokalplan og endelig i forhold de tinglyste ejerlaugs regler. Nu kan jeg også bedre forstå, at det rygeskur vi igennem lang tid har bedt eksisterende værested om at sætte op aldrig er blevet til noget.


Som nabo er det en fattig trøst, at forvaltningen i det uddybende notat smider en gardering ind ”Skulle det vise sig, at der over år opstår udfordringer i området, vil forvaltningsområderne gennem fælles indsats finde konstruktive løsninger” Man kan jo spørge Aarhus Kommune jf. Klostertorv (og Fredericia og Odense kommuner med flere) hvor lang tid det tager at løse problemer, når de først er opstået. På dette given tidspunkt er der stor risiko for at de økonomiske og sociale konsekvenser for os som naboer og for området som helhed er stort set uoprettelige.


Hvis man ikke kender området, ellers hvis det ikke fremgår i ovenstående, vil jeg gerne understrege det intime i området ved at påfører nogle ca. metermål:


Afstand mellem væresteds hoveddør og nærmeste børnefamilies hoveddør: Ca. 7 meter

Afstand mellem Værested og hoveddør til privat port der bliver brugt til rygeskur Ca. 6 meter

Afstand mellem Værested og hoveddør i port til 5 lejligheder Ca. 10 meter

Afstand mellem adgangsdør til Værested og indgang til ungdomsboligerne Ca. 8 meter

Afstand mellem Værested og indgang til Kulturhuset Ca. 75 meter og ca. det samme til Underværket og mindre til kaosambassaden

Antal boliger med indgang og/udsyn direkte til værestedet inden for 30 meter; min. 15 boliger


Til sammenligning ligger de nærmeste boliger (med undtagelse af de skæve boliger) til Perron 4 ca. 50 meter fra indgangen og uden udsyn og dermed uden støj, røg, indblik og meget vigtigt inden utrygheder når man skal til sin bolig.


Metermålene skal ses i sammenhæng til udsagn fra det uddybende notat samt tilsynsrapport fra Randers Kommune:


”Leder oplyser, at tilbuddet adskiller sig fra lignede tilbud ved, at borgerne ikke afvises, selv om de er påvirkede af rusmidler.”


”Leder oplyser, at hverdagen i tilbuddet fortsat kan være præget af en råhed, der afspejler et hårdt misbrugsmiljø, hvor voldsparatheden er blevet større. Leder uddyber, at politiet stadig kommer i tilbuddet…”


”Tilbuddet udleverer derudover ”værktøj” til de borgere, der er aktive stofmisbrugere….”


”…men at det kan være nødvendigt at konfrontere borgere, der har en uacceptabel adfærd, og bede dem om at forlade stedet. Leder oplyser, at det kan være nødvendigt at lukke dørene midlertidigt og tilkalde politiet i situationer, hvor trusselsniveauet er blevet for højt.”


Og slutteligt fra det uddybende notat:

”… i et arbejdsmiljø, der kan være presset af udadreagerende borgere med komplekse problemstillinger”


Med andre ord, (og det er ikke mine ord det er baseret på, det er baseret på citater taget direkte af lederen af Perron 4 og forvaltningen selv): Man vil komme til at opleve situationer, hvor udadreagerende stofmisbrugere vil blive låst ude af Værestedstilbud lige ved siden af børnefamilier, boliger og ungdomsboliger i det der ifølge lokalplanen skulle være ”et velfungerende byområde” og ifølge byfornyelsesplanen ” ..tilvejebring rimelige opholdsarealer for områdets beboere” foruden at være lige op til kaosambassaden og kulturelle tilbud – Vis mig et byrådsmedlem, væresteds ansat, leder, embedsmand eller væresteds bruger, der vil lade sine børn lege ude med den indbefattet risiko. Ja de fleste ville sandsynligvis ikke engang selv side ude og nyde kaffen i et sådant område.


At dette forslag overhovedet er nået til byrådet og ikke er blevet aflivet på forvaltningens bord, er stærkt bekymrende, det udvidede notat er i bedst fald spinkelt baseret på et ønsket slutresultat i stedet for en velbearbejdet proces, og med sikkerhed ud af trit med området, naboer og nærmiljøet. At man seriøst overvejer at sammenlægge 2 væresteder med de åbningstider og det antal brugere i et tæt nærmest klaustrofobisk område er også helt ude af trit med virkeligheden og har ikke gang på jord. At det så ovenikøbet er et velfungerende tilbud man ønsker at flytte, jf. tilsynsrapporten gør det jo bare endnu mere uforståeligt frem for at lade tilbuddet være i et område hvor brugerne er glade (de ønsker heller ikke selv at være midtpunkt) og hvor kvarteret er mere egnet.


Med venlig hilsen

Jesper Hansen



Blanketnummer 75869
Jesper Sigsgaard Hansen
for 4 måneder siden

Høringssvar 2 – Inhabilitet - Sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården

I det uddybende notat om sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården står følgende anført:


”Både ledelsen og medarbejderne på de to væresteder er positive indstillede over for en sammenlægning” siden står der ”Herudover vil forvaltningen sikre, at brugere af de to væresteder understøttes i at indbringe høringssvar, såfremt de måtte ønske det”.


Her må der sættes store spørgsmålstegn ved habiliteten i arbejdet med brugernes høringssvar, vi har med en ressourcesvag gruppe, som hvis det ønskes, kan påvirkes I deres svar i betydelig grad. Reelt kan man ikke tage brugeres positive hørringsvar i betragtning, såfremt disse er fremkommet med hjælp fra personale eller ledelse som er positive overfor en sammenlægning. Desuden kan man sætte spørgsmålstegn ved om de negative hørringsvar reelt fremkommer såfremt en borger har søgt hjælp. Dette kan næppe betragtes som god forvaltningskik.


I den uformelle samtale, som jeg har haft med brugere, der stod og ventede på Værestedet Slotsgården skulle åbne, kunne denne gruppe berette om utilfredshed med det de opfattede som en beslutning,  samt om en bruger der havde startet en underskriftsindsamling imod sammenlægningen. En underskriftindsamling som ifølge dem jeg talte med, havde fået stor opbakning fra brugerne af Værestedet Slotsgården. Man kan kun håbe, at de brugere kommer igennem systemets filtrering således deres synspunkter, underskriftindsamling og holdninger kommer frem ikke mindst for deres egen skyld.


Det siger sig selv, at der må etableres en neutral høringsordning for brugerne, selvom det selvfølgelig kan være for sent at få reelle holdninger frem i betragtning af at notatet fastslår ”Derfor vil medarbejdere og ledere på værestederne arbejde ihærdigt på at afklare tvivlsspørgsmål og skabe tryghed hos brugeren omkring en eventuel sammenlægning.” Noget der reelt vel først skulle ske når beslutningen om en flytning var taget. Således har medarbejdere og ledere haft rig mulighed for at præge ressourcesvage borgere i den retning som forvaltning, ledere og medarbejdere ønsker, medarbejdere og ledere som brugerne er dybt afhængige af i andre situationer. Der er en grund til der ved lov er etableret Whistleblowerordninger både i det private og i det offentlige, der bl.a. skal sikre, at folk kan komme med kritik af uregelmæssigheder uden at tage dialog direkte med personer de er afhængige af, at bede brugerne om dette er direkte analog til begrundelsen for whistleblowerordninger bare værre med målgruppen in mente. Og som Sekretariatschefen for LVS den 20. marts 2020 udtalte til Vejle Amtsfolkeblad i en sag omhandlende utilfredse brugere i en evt. sammenlægning af 2 værestedstilbud i Kolding ”De laver ikke demonstrationer og råber op. De sidder bare derhjemme” citatet understreger vigtigheden, af at der bør etableres en troværdig høringsproces for brugerne.


Med venlig hilsen

Jesper Hansen


Blanketnummer 75695
Jesper Hansen
for 4 måneder siden

Høringssvar 1 – indledende. Sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården


Dette er det første i en række af hørringsvar jeg vil komme med omkring en mulig sammenlægning/flytning af Perron 4. Jeg er klar over, at hørringsvarene samlet bliver omfattende og kræver oprindelig interesse fra læserne og en ”open mind” også fra dem, der allerede i deres stille sind har tænkt; forvaltningen har styr på dette og at en flytning af Perron 4 er helt åbenlys, og at høringsperioden blot er formalitet. Jeg har selvfølgelig stor tiltro til, at Byrådspolitikerne respekterer den nærdemokratiske proces både med hensyn til at bruge lidt tid på høringssvarene, samt er villige til at tage argumenter de ikke har hørt fra forvaltningens side til overvejelse. Mine hørringsvar er baseret på materialer jeg har fået ved aktindsigt, offentligt tilgængelige materialer, avisartikler samt selvfølgelig egne holdninger og kendskab til lokalmiljøet gennem mange års tilknytning.


Først og fremmest finder jeg, at forvaltningen har lavet en noget overfladisk behandling, hvor det virker til, at slutresultatet har dikteret processen i stedet for omvendt. Dette er en sag, der fortjener at bliver behandlet helt til bunds og ja kommunen beskriver det vel selv i det uddybende notat ”Der er fortsat en række forhold, der er uafklarede i forhold til en eventuel sammenlægning…”. At en de facto flytning af Perron 4 skal hastebehandles på meget kort tid på et forvaltningsgrundlag, der i bedste fald er spinkelt og i værste fald er tvivlsomme forvaltningskik er meget bekymrende. Til sammenligning brugte Brøndby kommune mere end et år på at finde en egnet placering til et værested, der åbnede tidligere i år, ligesom en række kommuner herunder bl.a. Århus og Horsens, har brugt lang tid på at finde egnet placeringer, da man har fulgt gængs metode og bl.a. har prioriteret hensynet til omgivelserne herunder naboerne, ligesom den oprindelige placering af Perron 4, af flere årsager, ikke skete over natten og endda blev flyttet fra det første foreslået sted.


Som nabo der kender området, vil min påstand være, at hvis man skulle placere et værested i dette omfang fra start af, ville man aldrig placere det i Slotsgården og hvis man under arbejdet med at lave byfornyelse omkring årtusindeskiftet, for blandet andet at bryde med den sociale status i området og skabe et attraktivt bymiljø, havde foreslået at etablere et værested, af denne karakter med de åbningstider, var der blevet rystet på mange hoveder i det daværende byråd. Som minimum er det en kompleks sag med potentielle store økonomisk og sociale konsekvenser, som samtidig vækker mange følelser hos brugere, personale, lokalområde og ikke mindst naboer og der bør sagsbehandles derefter, herunder bør forvaltningen på sådan en væsentlig sag komme med mere end en løsning på det man anser som et problem, så politikkerne har andet end ja og nej at vælge imellem.


Med ovenstående in mente vil jeg i den kommende periode komme med en række høringssvar omhandlende forskellige perspektiver af sagen herunder dette indledende hørringsvar.


Jeg vil gerne understrege, at de bekymringer vi har for den mulige sammenlægning, ikke stammer fra manglende sympati for brugerne af værestederne, som alle andre rettænkende borgere mener vi, at der skal være tilbud til målgruppen, men det skal ikke være på bekostning af hensynet til andre borgere, lovgivning og det miljø der er skabt i området, dette gør os ikke til usympatiske eller dårlige mennesker, men som landsforeningen af væresteder selv skriver i ”værestedstanken” ”Et værested er rummeligt, men kan ikke rumme alt. Derfor er det essentielt, at værestedet selv har indflydelse på brugergruppens sammensætning samt værestedets aktiviteter.” og det samme kan siges om nærmiljøet og naboer til Værestedet i Slotsgården uden vi skal have dårlig samvittighed over det.


Med venlig hilsen

Jesper Hansen og familie. (ejer af 2 mindre ejendomme i Slotsgården og Stemandsgade hvor dele af familien stadig bor på 24. år og derudover har 6 lejligheder udlejet).


Blanketnummer 75639
Borger med navne og adressebeskyttelse .
for 4 måneder siden

Slotsgården & Perron 4

Hvad skulle formålet ende med ?


Jeg er kommet begge steder, og når man snakker om Perron 4 ude i byen, så ved alle hvad slags mennesker der kommer derude.

Siger ikke det er dårlige mennesker der kommer derude, for nogen af dem kommer også på Slotsgården.

Vi er alle menneske på hver sin måde, men Perron 4 ligger bare et godt sted for den slags mennesker der kommer der, der er ingen naboer at de som sådan skal tage hensyn til, de kan holde åbnet til aften, og i weekenderne.


Der hvor slotsgården er, har vi Underværket, og naboerne, biblioteket som vi har det godt med, tænker også på Kaosambasaden hvor unge kommer, og dem skal vi jo også tage hensyn til, og de skal ikke gøres utrygge, det samme gælder underværkets gæster, samt de gæster naboerne nu får.


Hvis Slotsgården, og Perron 4 skal slås sammen betyder det jo også længere tid åben, og åbnet i weekenderne, og tror det vil skabe for meget utryghed for naboerne.


Hvis i slår det sammen, så flytter i bare et problem fra et sted, til et andet sted, som så på sigt måske vil skabe flere problemer

Blanketnummer 75475
Henrik Jensen
for 4 måneder siden

Perron 4 / Slotsgården

Se vedhæftede dok. 

Mvh Henrik Jensen

T 20893140

M henrik@crafti.dk

Vedhæftede dokumenter

Blanketnummer 75193
Randers Bibliotek
for 4 måneder siden

Bekymring fra Kulturhuset om sammenlægning af perron 4 og Slotsgården

Bekymring fra Kulturhusets styregruppe

I referatet fra Økonomiudvalgsmødet d. 10. juni 2024 kan vi læse, at det er besluttet at slå det kommunale værested Perron 4 sammen med Blå Kors-værestedet i Slotsgården.

Vi kan læse at forslaget sendes i høring i Udsatterådet og i relevante MED, men de tre institutioner i Kulturhuset, Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum/styregruppen i Kulturhuset har brug for at sende dette høringssvar, da vi er naboer til Slotsgården og bekymrede for nogle af de afledte konsekvenser af den beslutning, Økonomiudvalget har taget.


Nuværende situation

I dag sidder flere af Slotsgårdens brugere på bænkene overfor Kulturhuset. Ofte i beruset tilstand.

Det er normalt fredeligt, men vi får jævnligt henvendelser fra børnefamilier og skoleklasser, der finder det utrygt at tage ophold foran Kulturhuset når de er på vej på besøg.

Vi rummer mange utilpassede og skæve borgere i Kulturhuset. Især på Biblioteket, hvor vi kender brugergruppen godt. Vi nyder godt af at være et åbent, offentligt rum, hvor alle borgere er velkomne. Men det rummer også udfordringer specielt i håndteringen af den nævnte borgergruppe, hvilket til tider kræver andre kompetencer end dem, der findes på et bibliotek. Vi frygter derfor at vores rummelighed bliver udfordret med fare for at det store fællesskab kommer i klemme.


Kommende situation

Med beslutningen om at sammenlægge værestederne, forventer vi at der kommer flere brugere i Slotsgården og derfor forventer vi også at mængden af disse brugere på bænkene foran Kulturhuset og indenfor i det nyrenoverede Kulturhus vil stige. I sagsfremstillingen står der at Perron 4 lukkes fordi de mangelfulde fysiske rammer førte til konflikt imellem borgerne. Vi bekymrer os naturligvis for i hvilken udstrækning den konflikt flytter med når en eksisterende brugergruppe skal slås sammen med en anden brugergruppe. Det kan ikke undgå at påvirke miljøet i og omkring Kulturhuset og det oplever vi som stærkt uhensigtsmæssigt.



Bekymring

I Kulturhuset har vi netop færdiggjort en renovering, der har gjort vores forhal til et opholdsområde med varme, bænke og toiletter. Målet med ombygningen var at sikre Kulturhusets gæster en bedre velkomst og oplevelse, når de besøger vores hus.

Vi bekymrer os for at den øgede mængde borgere på værestedet tager ophold inde i Kulturhuset og desuden synes vi at beslutningen harmonerer dårligt med de initiativer omkring byrum der lige nu er omkring Fru Jensens Gård, med Underværket som afsender og med Kaosambassaden som nabo.

Med dette høringssvar ønsker styregruppen i Kulturhuset således at udtrykke stor bekymring ift. den nye situation og udsigten til flere adfærdsudfordrende borgere i og omkring Kulturhuset.




Venlig hilsen

Jesper Bækgaard, Museum Østjylland

Lone Westphall, Randers Bibliotek

Lise Jeppesen, Randers Kunstmuseum






Blanketnummer 74938
Ole Olsson
for 4 måneder siden

Værestedet Slotsgården

Som en af de nærmeste naboer til Værestedet vil jeg oplyse, at vi i de 8 år har boet her, aldrig har haft noget som helst vrøvl og ballade med brugerne af værestedet.

De få gange der har været optræk til noget er der taget hånd om det med det samme.

Håber og tror at det også bliver det samme efter sammenlægningen.


Mvh 

Ole Olsson 

Blanketnummer 74876
Harald Lose Christensen
for 4 måneder siden

Modastand mod sammenlægning

Jeg mener det er et katestrofalt forslag.  Det fremgår ikke tydeligt hvem der har trukket forslaget op af skuffen.

Jeg er kommet begge steder siden 2006 og der  er egentlig ikke noget i vejen med nogle af stederne.

Men der er kæmpe, , idet der er en udtalt kulturforskel. Ligeledes mener jeg at det klientel

der kommer på perron 4 er ikke vil føle sig godt tilpas i slotsgaarden  og omvendt.

Det vil gøre skade på begge grupper. 

Blanketnummer 74839
Annette Nielsen Leth
for 4 måneder siden

Perron 4 nedlægning:

-Jeg stemmer nej til sammenslutningen af Perron 4 og Varmestuen Slotsgården.

Jeg mener der er forskel på mennesker og de mest udsatte og fattige har altid følt sig 

trygge på Perron 4. Varmestuen Slotsgården kører det anderledes og vil få en masse ekstra

arbejde og desuden skal flere social pædagoger ansættes med løn såfremt de skal støtte

mennsker hver dag. ......Der vil så forekomme mere uro i varmestuen Slotsgården fra 1 oktober

år 2024....Jeg er bange for at de følsomme gamle pensionister på stedet går i chock da snakken

omkring deres faste trygge bord bliver afbrudt af fsk. slags urostiftere, der skal opdrages først

for at omstille sig på et nyt sted. Angående de tomme lejligheder ved Perron 4, så synes jeg at

man skal annoncere i avisen om problemet og sætte huslejen ned på boligerne STRAKS.

Dette vil også gøre så køkkenet i Perron 4 ikke kan undværes for de borgere der skal have

noget at spise hver dag og ikke selv kan lave mad mm. Alle borgere skal være velkomne udefra gaden til selv at vælge hvilket værested de vil besøge

Blanketnummer 74638
Den selvejende ins. Underværket
for 5 måneder siden

Sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården

Underværket er bekymret for, at en sammenlægning af Slotsgården og Perron 4 vil skabe utryghed, uro og problemer i og omkring Underværket, - som derved kan risikere at blive fravalgt som et sted hvor børn, unge og voksne går til en fritidsinteresse, samt fravalgt af kreative iværksættere, virksomheder, caféer, og foreninger.

Med en øget tilstedeværelse af voksne mennesker med misbrugs-problematikker og borgere i den mest udsatte målgruppe, der iflg. det uddybende notat ofte ikke kommer på værestedet, men vil opsøge medarbejdere på gadeplan, vurderer vi, at der er en stor risiko for, at disse borgere vil opholde sig omkring og søge ind i Underværket.

Tryghed er den største risiko for at ødelægge fundamentet for et kulturhus med brugere, der har valgt at bruge sin fritid på at gøre noget godt for sig selv i et fællesskab, man selv vælger. Underværket har siden 2021 arbejdet aktivt netop med at skabe tryghed for alle i huset. Her er overvågning, lysstyring og dørene låser kl. 22 i hverdagene.

Der er i alt 23 lejere i Underværket, som dagligt har fast gang i huset, herunder en børneteaterskole og en balletskole, - dvs. at flere hundrede børn og deres forældre kommer her hver uge. At misbrugere og de mest udsatte borgere vil opholde sig i og omkring Underværket vil skabe utryghed og tegne et billede af Underværket, der kan være med til, at huset kan blive fravalgt som sted, hvor børn går til en fritidsinteresse.

Det sammen gælder for de øvrige lejere i Underværket, kreative iværksættere, caféer, foreninger m.fl., der bruger huset på forskellige tidspunkter af dagen, - det kan fx også være virksomhedsarrangementer, der har booket og betalt for leje af lokale. Ligesom det gælder Underværkets keramikværksted med åbningstid fra 09-22, hvor vi siden 2022 har haft over 700 på opstartskursus. Et nyt og vigtigt element for Underværkets fremtidige virke som byens kulturhus. Her i værkstedet sidder man fordybet over arbejdet med ler, nogle har en ven med, andre sidder med høretelefoner i sit eget selskab. Misbrugere/borgere med særlige udfordringer/psykiske problemer, der fx banker på, kigger ind ad vinduerne, eller inviterer sig selv ind, vil stødt og roligt kunne forrykke den fine balance, vi har opnået på små to år.

Vi fundraiser pt. på revitalisering af Frk. Jensens Gård. Projektet er støttet af Randers Kommune og peger ind i midtbystrategien ’Noget af komme efter’ med det formål at skabe et byrum og en oase med afsæt i den randrusianske kogebogsforfatter, madskribent og forretningskvinde Kirstine Marie Jensen. Det nye gårdrum indrettes, så det nemt kan ’overtages’ af frivillige, ildsjæle eller bare folk, der har en god idé. Alle kan indtage og skabe i Frk. Jensens Gård, som er nem at booke med klare anvisninger og intuitiv indgang til brug og adgang. Og det er samtidig også bare et sted, man kan slå sig ned på sin vej forbi. I vinterhalvåret er der 24.000 skøjtende på skøjtebanen, som også ligger i området, mange store børn og unge kommer på egen hånd.

At åbningstiden i Slotsgården skal udvides til kl. 21, ser vi som et dårligt match, både i forhold til skøjtebanens gæster, og fordi der i huset er mange aftenaktiviteter for både børn og voksne.

Set med Underværkets briller, kan sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården med et ukendt antal nye brugere, der i notatet er beskrevet som udadreagerende borgere med komplekse problemstillinger, udgøre en risiko for, at Underværket bliver valgt fra som kulturhus, og at de gode takter Underværket har været i de seneste 3 år, bliver undermineret.


Venlig hilsen

Annemarie Winther, leder Underværket

p.v.a. Underværkets bestyrelse


Christian Krogh, formand for Underværkets bestyrelse, udpeget af Randes Turistforening

Louise Høeg, næstformand Underværkets bestyrelse, udpeget af Randers Byråd

Pia Bylling-Westergaard, medlem af Underværkets bestyrelse, udpeget af Business Randers

René Jensen, medlem af Underværkets bestyrelse, udpeget af Randers Cityforening

Peter Hansen, medlem af Underværkets bestyrelse, udpeget af Randers Byråd

Naza Grabic, medlem af Underværkets bestyrelse, udpeget af De etniske foreninger

Mia Halskov, lejerrepræsentant Underværkets bestyrelse

Vivi Schlägelberger, lejerrepræsentant Underværkets bestyrelse


Blanketnummer 74137
Erik Humblebug
for 5 måneder siden

Hvad er formålet med Perron 4 og Slotsgården?

Som jeg kan se det, er forslaget om sammenlægning af Perron 4 og Slotsgården et forslag om at samle administrationen af området omkring målgruppen på en mere hensigtsmæssig måde. Det er naturligvis fornuftigt, hvis det nye tilbud er mere tilpasset den enkelte borger.


Jeg savner dog fuldstændigt en stillingtagen til, hvilke indsatser, der kan hjælpe borgere i målgruppen mest muligt. Kommunen har allerede vidtgående muligheder for at hjælpe mennesker, der lever på gaden til en bolig. Her er det naturligvis godt, at kommunen råder over akutboliger, der kan hjælpe udsatte borgere i en periode. Næste trin bør være en permanent bolig, som Randers Kommune hjælper borgeren til. Det vil være en god investering i borgeren.


Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at hjælpe en borger fra gaden, der har problemer med psykisk sygdom og misbrug. Og ofte er der en tæt sammenhæng mellem hjemløshed og personlige problemer. Det er borgere, der ofte har oplevet flere svigt igennem livet. Derfor vil hjælp til en bolig i sig selv være med til at hjælpe på borgerens fysiske og mentale helbred.


Jeg mener, at konsekvensen af sammenlægningen bør være, at Perron 4 lukkes. Derfor er den administrative adskillelse af Perron 4 og Slotsgården fornuftig. Og det vil også være fornuftigt, hvis Kirkens Korshær overtager aktiviteterne fra Perron 4, men fysisk kun opererer fra Slotsgården.


Hvis Randers Kommune bosætter borgere midlertidigt, skal disse registreres hos kommunen. Princippet i Kirkens Korshærs væresteder er, at det er et sted, hvor man kan komme anonymt og møde ligesindede. Anonymiteten er vigtig i forhold til, at borgere på bunden af samfundet generelt undgår steder, hvor de skal registreres af offentlige myndigheder. Derfor er det også fornuftigt, at det er Kirkens Korshær, der driver Slotsgården.


Spørgsmålet er så, hvad borgerne i målgruppen har brug for. Her er det selvfølgeligt godt, at Randers Kommune vil give udsatte borgere nogle gode fysiske rammer. Desværre har jeg oplevet, at holdningen til udsatte mennesker er, at de skal parkeres på samfundets bund. "Når de nu er endt på Slotsgården, skal de jo også have det godt".


Det er bare spild af menneskelige ressourcer, når jeg kan se, at der er borgere, der er parkeret på samfundets bund, der med den rette indsats kunne komme tilbage til et normalt samfundsliv. Mennesker, der gentagne gange har oplevet svigt, har brug for, at nogle tror på dem. Og troen på, at et menneske, skal sidde på et værested i 40 eller 50 år, er ikke en tro på borgeren. Det er troen på, at der stadigt kommer brugere i de tilbud, der er understøttet af kommunen.


Jeg ved, at der allerede er borgere her i Randers, der træner i fitness centre med kommunens støtte. Det vil der være borgere på et værested, der sagtens ville kunne gøre. Der er jo ingen krav i forhold til indsatsen i træningen. Det er borgerens mulighed for at komme et sted, hvor der er personer uden for miljøet.


Derfor vil min anbefaling være en sammenlægning, hvor akutboligerne forbliver det sted, de er i dag og at alle andre aktiviteter overflyttes til Slotsgården.


Samtidigt vil jeg opfordre byrådet til at lave en opfølgende strategi, hvor målet er at skabe en bedre tilværelse for de mennesker, der i dag er brugere af Perron 4 og Slotsgården.


Med venlig hilsen


Erik Humblebug

Blanketnummer 73526
Ole Gynther Heibøll Sørensen
for 5 måneder siden

Man må tænke sig om en ekstra gang, og komme i øjenhøjde med borgerne.

Jeg har fulgt debatten og "sagen" om sammenlægningen af Perron 4 og Slotsgården, og jeg undres over nogle ting i hørringsmaterialet.

Jeg har kendskab til brugerene fra både Perron 4 og Slotsgården, og at man vil sætte lighedstegn mellem brugerne af de forskellige værksteder undrer mig. Stederne kan noget forskelligt, og hvis de kunne det samme, så ville der jo ikke være brug for 2 adskilte værksteder.

Der skal være plads til alle i Randers, men min frygt går på at ved en sammenlægning, så vil brugerne komme til at fylde for meget i nærområdet. Et nærområde der rummer Kulturhuset, Underværket, KAOS Ambasaden (Klubtilbud for unge) og J.O. Kraghs Plads (som man i en årrække har kæmpet for at gøre attraktiv).

I mine øjne bærer høringsmaterialet præg af lidt for overfladisk arbejde, man modsiger b.la sig selv flere gange i.fht. om det vil være problematisk for sammensætningen af bybilledet med en sammenlægning.

Jeg mangler også helt tydelige udsagn fra Brugerne af de to værksteder. Hvad siger de til en sammenlægning?

Blanketnummer 73428